I dialog med voldsudøver
Artiklen beskriver erfaringer fra Dialog mod Vold og er udvalgt efter Vidensportalens kriterier
Helle Øbo
Direktør, Dialog mod Vold
Email: helle.obo@dialogmodvold.dk
Tlf: 35 30 17 17
Dialog mod Vold har udviklet en behandlingsmodel til voldsudøveren, til den voldsramte partner og deres børn.
Siden 2001 har over 600 mænd været i behandling. 85% har gennemført behandlingen, og i 2010 har over 150 klienter samlet set været til samtaler hos Dialog mod Vold.
75% af de voldsudøvere, som har gennemført forløbet svarer i en statusrapport, at de er holdt op med at være voldelige.
Dialog mod Vold tilbyder den voldsramte partner og de involverede børn samtaler samt gruppeforløb. 75% af parrene i behandling har børn. Behandlingen skal bryde voldsspiralen og forebygge at børnene, når de vokser op, gentager volden.
80% af de voldsudøvere, som behandlerne møder har selv oplevet vold i barndommen. Det illustrerer, hvor vigtigt det er at bearbejde børnenes traumatiske oplevelser, så de ikke gentager den negative spiral som voksne.
Læs Alle
FORMÅL OG BAGGRUND
Dialog mod Vold er en del af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold i familien.
Formålet i Dialog mod Vold er at:
- Bryde voldsspiralen
- Tilbyde behandling til hele familien
- Stoppe volden, hvor den starter – hos udøveren
- Forebygge vold i familien
- Bidrage til at opsamle viden om vold i familien
- Undervise og informere om vold i familien og på den måde bidrage til at styrke indsatsen på landsplan.
RESULTATER OG EVALUERING
Servicestyrelsen har igangsat en ekstern evaluering af Dialog mod Vold. Resultatet vil ligge klar i foråret 2011.
Dialog mod Volds interne evaluering fra 2009 viser, at:
- 75% af klienterne siger, at de er holdt op med at udøve vold efter endt behandling.
- 85% af klienterne gennemfører programmet på 1-1½ år.
Alle gruppesessioner evalueres efter endt session, både fra et brugerperspektiv og fra et instruktørperspektiv.
Data om klienter opsamles i en database med oplysninger om deres barndom, ungdom og voksenliv. Metoden hedder Assessment and Intervention Model (AIM) og er udviklet af Dialog mod Vold i samarbejde med organisationen Askovgården og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Data bliver brugt til at målrette behandlingen samt til forskning. Projektet laver to psykologiske test: Millons MCMI og Achenbachs ASR/ABCL. Disse data bliver brugt både til behandling og i forskningsøjemed.
Den nuværende forskningsmodel består af tre statustrin:
- Status 1: interview ved behandlingsstart
- Status 2: interview ved gennemført behandling, hvor partner interviewes parallelt
- Status 3: interview 5-6 mdr. efter endt behandling, hvor partner interviewes parallelt. Der er endnu ingen data fra Status 3.
Data fra evalueringerne viser bl.a. at:
- 75% af klienterne har børn,
- 85% gennemfører behandling,
- 80% har oplevet vold i barndommen,
- 60% har en videregående uddannelse,
- Den hyppigste årsag til volden er afmagt,
- 63% af klienterne har aldrig været påvirket af alkohol ved selve voldstilfældet. I projektet undersøger man, hvilke former for personlighedsforstyrrelser, som evt. er hos den, der udøver volden.
Evalueringsarbejdet har betydet, at man har lært målgruppen bedre at kende. På den måde har Dialog mod Vold i højere grad kunnet målrette behandlingen, og udbrede viden på landsplan. Det har bl.a. vist sig, at 50% af klienterne ønsker at blive sammen med deres partner. Det har blandt andet bidraget til, at fokus rettes mod hele den voldsramte familie.
På baggrund af den viden er den behandlingsmanual, der arbejdes efter i Dialog mod Vold blevet videreudviklet, og begrebet 'Mindfulness' er bl.a. blevet en del af behandlingen. Mindfulness er en teknik, der kan være med til at træne opmærksomhed i det aktuelle øjeblik uden at dømme.
MÅLGRUPPE
Målgrupperne er mænd og kvinder, der udøver vold i nære relationer, deres partner eller ekspartner samt klienternes voldsramte børn.
80% af de voldsudøvere, behandlerne i Dialog mod Vold møder, har oplevet vold i barndommen. Derfor er det yderst vigtigt at kunne tilbyde børnene samtaler og et sted, hvor de kan bearbejde deres traumatiske oplevelser.
FREMGANGSMÅDE OG METODE
Behandlingen af mænd
Behandlingen varer 1-1½ år, hvor der tilbydes individuelle samtaler af en times varighed per gang og gruppeforløb à 28 gange (kognitiv tilgang).
Klienterne finder typisk frem til Dialog mod Vold via projektets hjemmeside og via mundtlig information. Dialog mod Vold har brochurer, som uddeles til kommuner, krisecentre, hospitaler og politi. Desuden deltager Dialog mod Vold aktivt i den igangværende debat om vold i familien. I artikler og TV-udsendelser bliver der gjort opmærksom på, at man kan få hjælp. 75% af klienterne henvender sig frivilligt, og 25% er henvist fra Kriminalforsorgen eller politiet.
Parallelle behandlingsforløb
I erkendelsen af at indsatsen skal fokusere på hele familien, tilbydes den voldsramte partner individuelle samtaler, hvor der arbejdes ud fra en kognitiv tilgang. Der er også mulighed for et parterapeutisk forløb, som gør brug af Imago metoden, der giver parret mulighed for at tale og lytte i trygge rammer, hvor ingen er "forkerte".
Børnene tilbydes børnesamtaler, forældresamtaler, individuelle samtaler og gruppeforløb.
Samarbejde på tværs
Der samarbejdes med Kriminalforsorgen, som kan henvise klienter og har mulighed for at give Dialog mod Volds behandling som vilkår i forbindelse med en dom.
Der samarbejdes også aktivt med Nordjyllands politikreds, som informerer om Dialog mod Vold hver gang de rykker ud til vold i familien og henviser til behandlingen. Politiet bruger en samtykkeerklæring, som giver Dialog mod Vold lov til at kontakte den voldsudøvende part, og kan på den måde hurtigt tilbyde behandling.
Dialog mod Vold har siden 2001 udvidet projektet til at omfatte tre afdelinger i henholdsvis København, Odense og Århus. Der er oprettet et Akutteam for at møde behovet for samtaler til dem, der bor langt fra de tre byer. Dialog mod Vold har desuden også udvidet med Børnebehandling i København og Århus.
I Dialog mod Vold findes følgende kompetencer:
- Direktør – cand.pæd. og terapeut
- Psykologer og terapeuter, alle er uddannet Mindfulness instruktører
- Imago-uddannede medarbejdere
- Kommunikationsmedarbejder
- Administrativ medarbejder
Læs mere i den uddybende beskrivelse af den teoretiske ramme for behandlingen
Dialog mod Vold samarbejder med:
- Nordjyllands politikreds (500 medarbejdere) - uddannelsesforløb
- Nordsjællands Politikreds - samarbejde
- Landets kommuner - 4000 medarbejdere har modtaget undervisning om vold i familien
- Kriminalforsorgen - undervisning og samarbejde
- Skoler, kommuner og foreninger - Uddannelse og foredrag
- Nordisk samarbejde
- Hospitaler og skadestuer
- LOKK, Voldsobservatoriet, Kriminalpræventive Råd, Mandag Morgen, Netværksgrupper for behandling til børn - netværk
RESSOURCER
- Direktør = et årsværk,
- Administrativ medarbejder = et årsværk,
- 12 behandlere (4 terapeuter og 8 psykologer) = 12 årsværk,
- 2 psykologer = 15 timer/ uge,
- Forskningsmedarbejder = ½ årsværk.
Dialog mod Vold er finansieret af Satspuljemidler, og Børneprojektet er pt. finansieret af Egmont Fonden, BG Fonden og Ole Kirks Fond. Samarbejdet med Kriminalforsorgen støttes af Kriminalforsorgen.
TEORI
For uddybende viden om teorien bag de konkrete behandlingsmetoder se den vedhæftede beskrivelse under punktet Fremgangsmåde og Metode.
ERFARING OG PERSPEKTIVERING
Det vigtigste perspektiv er at have udviklet behandlingen fra at fokusere på den voldsudøvende mand til at omfatte hele familien.
50 % af de par, som projektet møder ønsker at blive sammen, og derfor er det meget vigtigt at fokusere på helheden og på sammenholdet frem for splittelse af familien. 75 % af klienterne har desuden børn, og derfor er det også vigtigt at fokusere på det faktum, at de skal være forældre sammen, uanset om de bliver sammen.
Fokus på udredning og på forskning har bidraget til at indsatsen er blevet skærpet. På den måde er man gået fra en frafaldsprocent på 40% til 15%.
Børneprojektet er startet op for nylig med hjælp af fondsmidler fra Egmont Fonden, BG Fonden samt Ole Kirks Fond og bidrager til helhedsperspektivet, med fokus på hele den voldsramte familie. Via Børneprojektet ”Bryd Voldsspiralen” tilbydes de børn i de voldsramte familier vi møder, individuelle samtaler og gruppeforløb. Behandling som de ellers ikke kan få.
Før Dialog mod Vold fik støtte, og børneprojektet kunne etableres, henviste vi den voldsudsatte familie til hjemkommunens egne tilbud. Vi har screenet 40% af landets kommuner og fundet ud af, at ingen af de adspurgte kommuner havde et decideret tilbud med fokus på vold i familien til denne gruppe børn, og når mor og far fortsat er sammen, kan hverken krisecentre eller Mødrehjælpen tilbyde behandling, da kriteriet er, at far ikke længere er i familien. Behovet for et sted at få bearbejdet sine traumatiske oplevelser var stort, og derfor har vi taget initiativet til at starte ”Bryd Voldsspiralen”.
Uddannelse og information til relevante samarbejdspartnere er en vigtig del af arbejdet, som bidrager til, at Dialog mod Vold får videreformidlet viden, og får gjort opmærksom på, at tilbuddet eksisterer.
MERE VIDEN
Dialog mod Vold foreslår at hente yderligere viden her:
Hensen, Per I. & Øbo, Helle, (2004), Dialog mod Vold, Systime Academic. Kan lånes gennem bibliotek.dk.
Hensen, Per I., (2007), Vold i familien i Danmark; beskrivelse af voldelige mænd, som har deltaget i det danske behandlingsprogram "Dialog mod Vold", Askovgården. Kan lånes gennem bibliotek.dk.
Mørch, Merethe M. et. al., (Red.), (2002), Kognitive behandlingsformer, Hans Reitzels Forlag. Kan lånes gennem bibliotek.dk.
Dialog mod Vold
Landsorganisation af Kvindekrisecentre
Dansk Politi - hjælp til voldsramte familier
Børns Vilkår
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)
Den relevante lovgivning på området er:
- Serviceloven §109, samt §50,
- Forældreansvarsloven,
- Straffeloven §244-245, samt § 265-266.