Sammenbrud i anbringelser

Målgruppen for undersøgelsen er 13-17-årige børn og unge, som er anbragt. Konkret er der tale om 227 unge fra i alt 17 kommuner. Fælles for de unge er, at de blev anbragt uden for hjemmet på ny i løbet af 2004.

Undersøgelsen fokuserer på anbringelser af unge 13-17-årige, da international forskning har vist, at sammenbrud i anbringelser især berører denne gruppe. Forskningen viser også, at op mod halvdelen af de anbragte unge oplever, at deres anbringelsesforløb bryder sammen.

Samtidig er de unge overrepræsenteret i anbringelsesstatistikkerne. Af samtlige nyanbringelser i 2008 udgjorde de 12-17årige 69 %.

Målgruppen for formidling af undersøgelsens resultater er forskere, politikere og praktikere m.fl., som arbejder med anbringelser af børn og unge.

Formålet med SFI’s undersøgelse har været at udforske anbringelser af unge i dansk sammenhæng for at afdække:

• Udbredelsen af sammenbrud

• Sammenhænge i de årsager, der kan forklare sammenbrud

• Processer, der kan lede til eller afværge sammenbrud

• Konsekvenser af sammenbrud for de involverede parter

Baggrund

En række internationale studier peger på at op mod halvdelen af de anbragte unge oplever, at deres anbringelse bryder sammen ofte relativt kort efter, at de er blevet anbragt.

Ifølge SFI må sammenbrud i anbringelser betragtes som et paradoks. Et væsentligt formål med at anbringe børn og unge uden for hjemmet er netop at tilbyde dem mere stabilitet og mindre turbulente opvækstvilkår end dem, de kommer fra. Det paradoksale består i, at sammenbrud i anbringelser har et massivt omfang, og at anbringelser for mange dermed ikke giver ro, struktur og forudsigelighed.

Derfor er der grund til at undersøge årsager mm., der kan forklare de mange sammenbrud.

SFI-rapporten viser bl.a. at:

• 44 % af de unge oplever et eller flere sammenbrud i deres anbringelsesforløb.
• Årsagerne til sammenbruddene først og fremmest er:

- skift af sagsbehandler (at den unge har to eller flere sagsbehandlere i anbringelsesforløbet),

- kommunens økonomi (sagsbehandleren har svært ved at finde optimale anbringelsessteder på grund af økonomiske restriktioner eller må tage et ellers velanbragt barn hjem på grund af forvaltningens budget),

- "brandslukning" (sagsbehandleren som følge af få ressourcer ikke har mulighed for at lægge tilstrækkelig tid og kræfter i arbejdet).

• Hovedparten af teenagere anbringes i institutionslignende forhold. Det betyder, at den unges trivsel i høj grad afhænger af, hvordan han/hun fungerer i gruppen af andre unge. En manglende forankring i gruppen og fx mobning kan være årsag til sammenbrud. Der kan også være tale om, at institutionen bliver en "læreanstalt", så den unge lærer normbrydende adfærd på anbringelsesstedet. Dette øger også risikoen for sammenbrud.

• Anbringelser afbrydes ofte af de årsager, som dannede grundlag for anbringelsen. Dette taler for dybtgående overvejelser om de eksisterende anbringelsestilbud, og hvordan de favner de unge, som har brug for hjælp.

• Mange unge oplever ikke bæredygtige relationer til anbringelsessystemets voksne. De unges oplevelse af institutionsmiljøer uden relevant voksenkontakt får den betydning for sammenbrud, at der ikke er noget, der holder de unge tilbage.

• De unges relationer til de professionelle voksne har stor betydning i det tilfælde, hvor de oplever, at der er en relation.

SFI’s rapport er den første større danske undersøgelse, som specifikt fokuserer på sammenbrud i anbringelser.

Med sammenbrud forstås døgnanbringelser, som afbrydes af enten barnet/den unge, forældrene, anbringelsesstedet eller forvaltningen.

Der stilles i undersøgelsen skarpt på anbringelser af unge 13-17-årige, da international forskning har vist, at sammenbrud i anbringelser især berører denne gruppe.

Spørgeskemaer og interviews

Undersøgelsen der ligger til grund for rapporten rummer både en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse.

Den kvantitative undersøgelse består af en opfølgning af 227 unge fra i alt 17 kommuner. Fælles for de unge er, at de blev anbragt uden for hjemmet på ny i løbet af 2004, hvor de var mellem 13 og 18 år.

De unge er fulgt tre gange i perioden 2005-2008 via spørgeskemaer til deres sagsbehandlere. 

Ti af de 227 unge har deltaget i den kvalitative undersøgelse. De unge har oplevet 1-11 anbringelser. Nogle af de unge har således haft stabile anbringelsesforløb, mens hovedparten har oplevet et eller flere sammenbrud.

Der er gennemført interview med de unge selv samt med forældre, sagsbehandlere, personale på anbringelsessteder, kontaktpersoner m.fl. I alt er der lavet 45 interviews.

Forskningsprojektet er finansieret af midler fra Det Strategiske Program for Velfærdsforskning.

SFI-rapporten kommer med ændringsforslag som bl.a. handler om:

• At valget af anbringelsessted sker med større vægt på den unges bedste og mindre vægt på budget.

• At kommunerne skaber arbejdsvilkår for sagsbehandlerne, der reducerer skift af sagsbehandler og "brandslukning".

• At de unge i højere grad bliver aktive deltagere i deres anbringelsesforløb; herunder får mere information og flere valgmuligheder.

• At man udvikler anbringelsesmiljøer, der i højere grad er tilpasset de unges udfordringer, så man ikke bortviser de unge af de samme årsager, som de er anbragt for.

• At man skaber forudsætningerne for at danne relationer særligt for de unge, hvor det er afgørende for deres udvikling, at de har bæredygtige relationer til voksne.

• At man i højere grad er opmærksom på forældrene, der de unges vigtigste netværk og sikkerhedsnet, og inddrager dem mere aktivt.

RUGO undervisningsmateriale

TABUKA

Nordisk Familieplejeanalyse, Socialpædagogernes Landsforbund

KL's Familieplejehåndbog

SL's håndbog: Værd at vide – Socialpædagogernes familieplejehåndbog

Pilotundersøgelse af tilsynet med døgnanbragte plejebørn. Teori- og metodecentret

Håndbog om Barnets Reform

Inddrag.nu

Videnscenter for Familiepleje